Arkitekturblog.com – Arkitektur Blog med nyheder og debat fra Aarhus og resten af landet.
Image default
Andet Arkitektur Begivenheder Byudvikling Nyheder

Aarhus: Stadsarkitektens 100-års jubilæum. Draiby var den første og største. [Galleri]

100-års jubilæum

I år fejrer Stadsarkitektens kontor i Aarhus 100-års jubilæum. Stadsarkitektens kontor har stået bag ufatteligt mange vigtige beslutninger, og mange af disse har været positive for byen, men man kan ikke komme uden om at mange beslutninger i efterkrigstiden ej heller har været med til at forskønne Aarhus. Det er nu til dags et kontroversielt embede, og byens nuværende stadsarkitekt Stephen Willacy skal høre for mangt og meget. Det er nu ganske naturligt i en så profileret position. Stadsarkitektens kontor med stab har varieret meget i størrelse igennem de seneste 100 år. Udviklingen i antallet af medarbejdere viser os, at afdelingen er gået fra at have op mod 100 medarbejdere til i dag at være skrumpet betragteligt ind. I dag består kontoret vel næsten kun af selve stadsarkitekten og en sekretær. Det er egentlig en sørgelig udvikling. Udover besparinger kunne det også være et tegn på at der ikke har været komplet tiltro til og tilfredshed med virket.

Aarhus Rådhus. Foto: Phillip Fangel, 01-10-2019.

I forbindelse med selve jubilæet blev der afholdt et større arrangement på Aarhus Rådhus, hvor man havde inviteret forskellige gæster. Jeg mødte primært op for at lytte til talerne fra tidligere borgmester i Aarhus og tidl. indenrigsminister Thorkild Simonsen, Teknik og Miljø rådmand Bünyamin Simsek, stadsarkivar Søren Bitsch Christensen og så selvfølgelig stadsarkitekt Stephen Willacy. Der blev budt på småkager og champagne, og salen blev ganske pænt fyldt op med markante personligheder indenfor arkitekturens verden. Det var egenligt et ganske fint arrangement. Jeg nåede ikke at overvære selve debatdelen, men var fint tilfreds med at have hørt de forskellige taler, som var med til at give mig et indtryk at hvordan embedet bliver betragtet fra officiel side.

Stephen Willacy på talerstolen. Foto: Phillip Fangel, 01-10-2019.

Stephen er en munter fyr med en markant personlighed. Det klæder egentligt embedet at have en mand som ham siddende. Personligt, har jeg dog ganske lidt tilfælles med Stephen Willacy når det drejer sig om synet på arkitektur. Dette nok bedst illustreret ved hans holdninger til sin top 3 og bund 3 af bygninger i Aarhus set i et fortætningsperspektiv. Læs bl.a. følgende artikel fra Aarhus Stiftstidende (+ artikel for abonnenter): På tur med stadsarkitekten: Her er de gode og mindre gode fortætnings-byggerier. Her er Stephen og jeg simpelthen diametrale modsætninger, når det kommer til evaluering af god og tilpasset arkitektur. Eksempelvis nedgør stadsarkitekten det fantastisk vellykkede byggeri i Høegh-Guldbergs Gade 43-45, men roser på den anden side  det utroligt malplacerede “leopardhus” i Nørre Allé 78B.

Uden at skulle omtale alle hans forgængere (hvoraf flere jo var tæt på at ødelægge det historiske centrum) bliver jeg alligevel nødt til at fremhæve byens første stadsarkitekt Frederik Draiby. Han gjorde om nogen en forskel for byens arkitektur. Mange af Draibys bygninger står harmonisk og smukt rundt om i byen, og bliver af mange – inklusive mig selv – betragtet som flot og vellykket arkitektur. Af eksempler kan nævnes de smukke rækkehuse på Poul Martin Møllers Vej, Vestre kapel, boligkarréerne ved Trepkasgade og Vestre Ringgade og sågar den mere funktionalistiske badeanstalt Spanien. Det er i øvrigt værd at nævne, at Draiby arbejdede ved Vilhelm Dahlerups kontor i København fra 1898-1900. Jeg har tidligere rost Dahlerup til skyerne i forbindelse med byggeriet af Silopakhuset i Købehavn. Det var bestemt ikke nogen dårlig ballast for Draiby at have med sig videre til stadsarkitektembedet i Aarhus.

Nedenfor følger et galleri med fotos fra jubilæumsarrangementet 1. oktober 2019.


Læs også

Aarhus: Valdemars Have færdigbygget [Galleri]

Phillip Fangel

Aarhus: Facaden på SHiP-byggeriet på Aarhus Ø bliver nu beklædt [stor fotoupdate]

Phillip Fangel

Arkitekturblog på Instagram

Phillip Fangel

Skriv en kommentar

Vi bruger cookies for at forbedre dit besøg og vurdere brugen af de enkelte elementer. Ved at benytte hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. OK Læs mere

Cookie- og Privatlivspolitik