Nyt markant træhusbyggeri på Knudrisgade 5 undervejs

Der kommer til at ske et områdeløft når Nørre Stenbro-området får 89 nye almene boliger tegnet af KANT arkitekter. Bygherre på projektet er Boligkontoret Århus, og det bliver en noget atypisk konstruktion, da bygningerne der rejser sig vil være opført i træ. Det klimavenlige byggeri erstatter det gamle folkeregister og “ungdomshuset”, der længe havde været en arkitektonisk skændsel for det – i det store og hele – harmoniske kvarter. De gamle bygninger er nu revet ned, og der ligger på grunden en masse murbrokker og fyld der skal ryddes før byggeriet kan begynde at rejse sig.

Det bliver interessant at følge opbygningen i træ. Illustrationerne vækker dog ikke umiddelbart begejstring her. Det trækker markant ned med det flade tag. Ligeledes kunne man have tilføjet mere erhverv i stueetagen ud mod Knudrisgade. Det lille byhus på Knudrisgade 9 er også blevet revet ned, og jeg håber, at der i stedet kommer et nyt byhus der passer ind i resten af gadens arkitektur – det ser det i øvrigt også ud til på illustrationerne. Under alle omstændigheder ser det ud til at udtrykket for de nye bygninger bliver markant bedre end det forhenværende 60’er-byggeri.
- Læs mere og se illudstrationer ved KANT arkitekter: Knudrisrækkerne
- Læs mere ved Boligkontoret Århus: Knudrisrækerne, Aarhus C