Superbrugsen får ny hovedindgang når Jørn Tækker’s markante etagebyggeri på hjørnet af Vesterbro Torv og Vester Allé står færdigt. Entreprenørvirksomheden Jorton omtaler bygningen som “Tækker House”, og da det ikke lader til at den har fået et andet navn er den hermed døbt “Tækker House” indtil andet dukker op. Bygningen der rejser sig er blevet sammenlignet med Antoni Gaudi’s type af arkitektur. Jovist, facaden bevæger sig i bløde bølger, men personligt kan jeg nu ikke helt se “Gaudi’s” præg ud fra visualiseringerne. Spændende er de alternative former da helt sikkert i denne byggesag. Bygningen er i hvert fald undervejs, og har nu nået sin endelige højde hvis man ser bort fra den endnu ikke opførte plateau-baserede tagkonstruktion.
Den nye bygning erstatter en bedrøvelig og anonym bygning der tidligere husede Superbrugsens indgang på hjørnet. Desværre gik det også ud over den historicistiske gule murstensejendom der lå på Vester Allé 26. Den fine facade blev sammen med resten af bygningen revet ned. Det var ganske unødvendigt, og der er i hvert fald mindst to større bygninger på Vesterbro Torv der burde have stået foran i køen til nedrivning. Jeg glæder mig dog til at se det endelige resultat. Måske er det begyndelsen på en revitalisering af torvet? Vi mangler at der for alvor bliver gjort noget ved Vesterbro Torv, som nok er det mest triste torv at opholde sig på i Aarhus.
Læs mere på Byens Ejendom: Julien De Smedts 31 lejligheder på Vesterbro Torv i Aarhus deler byrådet
Læs mere om Tækker House her: Tækker House – Aarhus.