Hvorfor går man væk fra alt dét der gjorde byer spændende?
Af og til sætter den ene tanke den anden i gang, og så ender jeg med at bruge ufattelig meget tid på at fundere over hvorfor byudviklingen i Aarhus – og i landet generelt – ikke følger netop mit hoved og mine ideer til den gode bykultur. Det medfører en masse spørgsmål. Hvorfor er det, at byplanlæggere og arkitekter ikke vurderer god byudvikling ud fra samme kriterier som jeg (og mange almindelige borgere) gør? Det åbenlyse svar må simpelthen være økonomi – eller manglen på samme. Dét som vi forestiller os er god arkitektur og attraktiv bykultur kan åbenbart kun realiseres hvis man har mange penge. Det må være det! Eller…hvad?
For hvorfor er det nu lige, at æstetiksansen og arkitekturen var bedre i 1800-tallet? Havde man flere penge mellem hænderne end i dag? Njaah. Udover trends og den øjeblikkelige mode, så synes det åbenlyst at der ikke længere er incitament til at føle faglig stolthed over at levere et godt og solidt produkt til lokalsamfundet. Er det lokale bygherrer der skal gå op og ned af det endelige resultat dag efter dag? Njaah, tvivlsomt. Måske vil mange af de der planlægger og bygger jo egenlig bare skrabe nogle penge sammen – altså ren og skær kapitalisme/markedsøkonomi i sin pureste form. Eller har vi – som nutidens verdensborgere – bare vanvittig dårlig smag når det kommer til facader, materialevalg og de ydre strukturer i bygninger? Stiller vi i virkeligheden bare for få krav til æstetik og hvordan vores byrum indrettes? Hvornår stopper den funktionalistiske bølge der ødelægger æstetikken og livskvaliteten i byrummene?
Hvor er nutidens svar på murermestervillaerne i bylivet? Hvorfor bygger man med hovedet under armen, og hvorfor godkender politikerne stort set alt nyt? Jeg kunne blive ved med at stille spørgsmål, men i stedet vil jeg tage nogle emner op som jeg mener bør danne udgangspunktet for ny byudvikling.
I dette indlæg vil jeg gerne fremhæve nogle eksempler, som jeg synes der bør være større fokus på i udviklingsfasen af lokalplaner rettet mod bymiljø m.v. For mig er følgende tre ting vigtige at gå tilbage til når man vil skabe et æstetisk spændende bymiljø med udadvendte funktioner.
- Opdele større matrikler i mindre plots til udvikling fra forskellige bygherrer
- Bygninger skal ligge side om side. F. eks én lang række eller med en lettere buet form. Kan varieres med enkelte forskudte bygninger der danner “læ” og indhak til ophold.
- Tilpas bred vej der inkluderer lidt bevoksning, god plads til et bredt fortov og separat cykelsti.
Mindre matrikler med større facadevariation af forskellige bygherrer
I mange henseender er jeg vild med en stor bygningsmasse, men ofte sidder jeg tilbage med en ærgerlig fornemmelse over slutresultatet af den slags nybyggerier i Aarhus. Jeg er derfor stor fortaler for at man bygger på mere smalle matrikler, og deler større plots i flere separate byggefelter. I stedet for at bygge én stor ensartet moderne karré bør man i stedet forsøge sig med at opføre mindre – men højere – etageejendomme og byhuse på rad og række (eller i en lettere buet strækning). Det er populært og attraktivt, og variationen på de forskellige facader vil være med til at skabe et særligt bymiljø. Det er tilmed et endnu større plus hvis man åbner for muligheden for erhverv i stueetagen på veje hvor det giver mening.
I billedet ovenfor kan man se hvor interessant husrækken bliver med de forskellige historicistiske facadevariationer. Igen vil man kunne tage inspiration fra 16-, 17- og 1800-tallets bykerner – hvor almindelige etageejendomme typisk ikke var særligt brede set i forhold til dagens trends med hele karréer. Det er vel kun ved såkaldte infills, at man stadig praktiserer de smalle nybyg i byen. Med dagens sikkerhedsmæssige forbedringer med elevatorer og brandsikre trappeopgange vil man kunne lave nogle vanvittigt interessante bykvarterer, hvor det indre vil være moderne, komfortabelt og rart mens det ydre vil være smukt og indbydende. Dét bør være noget man stræber efter som arkitekt – og så må vi se om spekulanter, bygherrer og andre pengestærke interessenter også følger trop…
For min skyld må man gerne begynde at opføre byejendomme i 6-7 etager i stedet for de klassiske 4-5 etager, som vi traditionelt har bygget en del af i Danmark. Til inspiration kan man sammenligne byejendomme i Aarhus, og ejendomme i de fine gamle københavnske brokvarterer, med udenlandske storbyers tilsvarende bygninger fra samme periode. På Google Street View kan man f.eks tage et smut ned af nogle af New York’s gamle gader for at opleve nogle af de mere klassiske murstensejendomme, som ikke er højhuse. Tag f.eks et kig i “Little Italy”-området der nu er godt sammenflettet med hele Chinatown. Bygningerne her ligger charmerende tæt, har erhverv i stueetagen og man får lyst til at bruge tid i området fordi man æstetisk er omgivet af etageejendomme af mursten hvoraf langt de fleste har nogle fine detaljer. Selvfølgelige har storbyerne traditionelt haft nogle andre forudsætninger for at bygge flere etager, men nu hvor vi i Aarhus går ind for en tydelig fortætning af centrale dele af byen, så lad os da gøre det på en charmerende måde der virker og samtidig ser tager sig pænt ud!
Tilbage i august besøgte jeg Berlin for første gang, og her var det naturligvis skuffende at se så meget hæsligt modernistisk efterkrigstidsarkitektur. Årsagen dertil er naturligvis de tunge bombardementer af byen, der desværre endte med at destruere stort set alt af den gamle by – og de rester der var tilbage blev ganske enkelt revet ned. Alligevel var der nogle lyspunkter, og især nedenstående billede taget ved Oberwallstraße og Falkoniergasse viser ganske godt hvorfor man bør gå samme vej i Danmark. Der er kælet for detaljerne med en historicistisk tilgang (på bygningen nærmest), og man bygger ca. 6-7 etager højt. Nu til noget af det absolut vigtigste for nye bygninger generelt, og som virkelig er tydelig og gennemført på disse tyske nybyggerier… ALTANERNE ER VELINTEGREREDE i de to forskellige bygninger. Hvorfor ses det så sjældent i Danmark? Hvorfor skal det i Danmark absolut være de firkantede påmonterede altankasser? Nedenstående er moderne arkitektur på et meget højt niveau! Det er simpelthen udført så godt, at man kun kan misunde den slags byggerier herhjemme. Danske arkitekter kunne godt trænge til kigge andre steder hen end på sig selv, og de overkedelige byggerier der opføres flest af rundt om i Danmark.
Trianglen – et vidnesbyrd om den store ensartede byggemasse
Et grelt eksempel på hvordan det er mislykkedes at skabe noget visuelt spændende i et nyt boligområde, er Trianglen på godsbanearealet i det nye Aarhus K. Man ville så gerne have et nyt brokvarter, men glemmer lidt forudsætningen for hvad det er der gør et brokvarter fedt at opholde sig i! Det er i hvert fald ikke én lang anonym rødstensmur, der er så tung at selv noget kommunistisk betonarkitektur lige pludselig kan anses for at være ornamenteret pragtbyggeri.
Trianglen er – som navnet antyder – opført i en form som en triangel, og er udført i det samme materiale og med stort set samme facadeudtryk hele vejen rundt – dog med minimale variationer. Det giver intet spil, og det er ikke spændende at betragte på nogen måde. Lykkeligvis er facaden ikke fyldt op en masse standardaltaner, det hjælper lidt på helheden. I det store og hele bør det være en oplevelse at gå rundt i en storby som Aarhus. Det må aldrig udvikle sig til sur pligt blot at komme igennem byen, hvor man skal haste fra A til B blandt forstørrede sjælløse legoklodser.
I stedet burde dette store byggeri have været delt i flere byggefelter. Disse burde have været udbudt til forskellige bygherrer, der hver især kunne sætte deres aftryk på deres egen byejendom. Se, det havde været spændende! Så kunne det også være, at der faktisk var gået lidt konkurrence i at bygge pænest. Med det nuværende system er det ét arkitektfirma der kan sætte standarden for en kæmpe blok. Hvis dét projekt fejler visuelt – som der er stor chance for i vores moderne tider – hænger hele byen i sidste ende på den manglende interesse fra arkitektens side til at levere noget der er visuelt tilfredsstillende for byen og dens borgere.
Men hvorfor bygger vi så store sammenhængende bygninger der er ensartede i udtryk og uden større symmetri? Det er drønkedeligt! Er svaret dertil; Fordi vi kan, fordi det er nemmere, og fordi det giver en bedre fortjeneste? Måske. Løsningen i nogle byggerier har været at gå i retning af mindre variationer i facaderne – såsom forskelligfarvede mursten til forskellige opgange. Men helt ærligt, det er jo bare for syns skyld. Man forsøger, men det virker ikke autentisk. Det hele ser jo alligevel ens ud (indvendigt og udvendigt) og det ved vi godt! Det er at springe over hvor gærdet er lavest. Bør man så ikke først gå i gang med at bebygge et plot når økonomien til ordenlige facader og godt kvalitetsbyggeri er tilstede?
Nedenstående billede fra Vejlby viser et forsøg på at vise variation. Tanken må være, at det skal ligne flere forskellige smalle bygninger, men det er dog ret nemt at gennemskue, at der stadig er tale om én og samme bygning. Overgangen bliver for harsk, når der ikke er andre detaljer på bygningen end blot en farvevariation i murstenen samt en lille højdeforskel i den ene side. Det er ligesom en blok tre-farvet is – det kan bare ikke begejstre. Det bør kunne lade sig gøre, at introducere farvevariationer i et større byggeri, men det kræver omhu og det kræver at hele byggeriet bærer præg af at der tænkes i kvalitet frem for kvantitet.
Opsummering af ønsker:
- Større detaljegrad og interesse for at byde ind med ornamentik og andre arkitektoniske finurligheder, så bygninger ikke bliver lange, tunge og ensartede.
- Færre større byggerier der ikke “afrundes” ordentligt.
- Udstykning, så større matrikler deles til flere små.
- Lave nye “bygader” med byejendomme. Gerne høje og smalle. Måske helt op til 6-7 etager.
- Give mulighed for at udbyde matrikler til forskellige bygherrer med deres egen vision og arkitekt.
- Opbygge nye veje hvor byejendommene står opad hinanden, uden “luft omkring”. Gerne på lettere buede strækninger.
