
Dele af ‘Æbleøen’ nær Botanisk Have nærmer sig færdiggørelse. I alt kommer boligområdet til at indeholde 146 boliger, og projektet er udviklet i et samarbejde mellem CEBRA og Raundahl & Moesby.
Det er fantastisk spændende at følge udviklingen af et boligområde i centrum af Aarhus som indeholder en helt ny gade. Til min store glæde kan jeg se, at den nye gade “Æbeløgade” har fået en belægning af chaussésten. Udover, at det – sammen med brosten – er den pæneste type af vejbelægning, så passer det også til belægningen i nabogaden Saltholmsgade. I samme ombæring bør man omlægge “Møllevejen” hen mod Botanisk Have og væksthusene, så der er en sammenhæng i belægningstyperne mellem boligområdet.
Hvad angår farvevalget på de forskellige murstensfacader… Tja. Jeg er nu ikke helt overbevist om kombinationen af de meget ensartede mursten og den valgte fuge (i samme farve!?). Der er noget der stikker lidt i øjnene, og det er ikke helt så behageligt som jeg umiddelbart havde håbet på. Måske det bliver bedre når den ydre facade ældes?
Jeg er meget positivt stemt overfor udviklingen på grunden, og det hænger ikke mindst sammen med det faktum, at man ikke har ødelagt eller fjernet vigtig og historisk arkitektur. Det er derfor skønt at se den gamle bevaringsværdige savværksbygning i mellem alt det nye.
Det bliver spændende at følge næste etape, hvor der bliver bygget ud mod Hjortensgade. Det kommer til at ændre vejens udseende markant, når man fremover kigger op mod Langelandsgade fra Hjortensgade.
For yderligere oplysninger og luftfotos af byggeriet: Raundahl & Moesby – Øgaderne Aarhus
Se også CEBRA arkitekter for illustrationer og information om tankerne bag projektet: Æbeløgade
Nedenfor fotos af projektet fra den 25 april 2020.