Det er tid til en tilbagevenden til det æstetisk flotte byrum med tårne, spir, karnapper og fremspring i facaden!
Ved flere af Aarhus’ klassiske byejendomme er der foretaget synlige ændringer. Man får næsten ondt i maven når man går en tur igennem byen, og ser en flot historisk ejendom der oprindeligt var født med et flot spir, men som nu er blevet frataget selvsamme. Dette skete i de fleste tilfælde i den sidste halvdel af 1900-tallets modernistiske ejendomsterror.
Der findes adskillige eksempler på denne synlige facade-vansiren af historiske ejendomme i Aarhus. Man må formode, at det hovedsagligt er af økonomiske årsager at man har valgt at skære så meget “unødvendigt” og ikke-funktionelt fra bygningernes fronter. Det kan ikke udelukkende være af sikkerhedsmæssige årsager, da der til al held stadig sidder flere smukke spir på flere at byens fornemme bygninger. Jeg vil vove den påstand, at det må være for at spare på udgifterne ved at renovere, og opsætte nyt. Det klinger hult at ejendomsejere, af nogle af byens fineste adresser, vælger at springe over hvor gærdet er lavest – æstetisk set. Vi har vel aldrig været bedre stillet økonomisk, og er man ejer af en ejendom til et to-cifret millionbeløb, så har man valgt den forkerte branche hvis ikke man kan betale sig fra et nyt spir, vedligehold af facade eller lignende. Jeg tænker, at ejendomsværdierne på historiske etageejendomme vil stige alene ud fra skønhedsværdien af det ydre. Som lejer, gæst eller udefrakommende vil det være naturligt at man gerne vil have den ejendom man bruger tager sig bedst ud udefra, lige så vel som en lejlighed skal virke indbydende indefra. Er det så nærighed, ligegyldighed eller kommunens bureaukrati der er medvirkende til at flere skønne ejendomme i Aarhus endnu ikke har fået genopsat deres spir? Det er jo absolut muligt stadig at redde udseendet for en bygning ved at genopsætte et spir i samme oprindelige stil. Meget kan endnu reddes!
En glimrende rettesnor for hvordan det bør gøres med genopsættelse af tårne og spir kan ses i København. Her har to bygninger overfor hinanden fået genopsat sine spir efter en længere periode uden. “Indgangsporten til København” der ligger ved hjørnerne af Toftegårds Allé og Gammel Jernbanevej og Toftegårds Allé og Rughavevej i Valby har fået genopsat to flotte tårne der æstetisk byder folk velkommen til storbyen. Det er smukt og veludført, og jeg skal ikke lægge skjul på at flere af denne slags projekter, der foretages i Købehavn, er misundelsesværdige. Jeg har selv boet i byen i en årrække, og ser det det ene kvalitetsbyggeri efter det andet. Der træffes mange gode beslutninger i København, og i rigtig mange tilfælde burde den aarhusianske byggeverden rette sit blik mod hovedstaden – som i tilfældet med de to Valbytårne.
Jeg vil gerne fremhæve et par sørgelige eksempler på fantastisk flotte byejendomme der har fået frataget deres tårne og spir. Der findes flere “gamle” ejendomme på den østvendte havnefront ved Kystvejen, der har alvorlige mangler efter de er blevet frataget deres vartegn. Havnefronten består af adskillige flotte ejendomme der som perler på en snor (med enkelte afvigelser) strækker sig fra Strandvejen i syd til Skovvejen i nord.
Kystvejen 45 er et af de grove eksempler. Den relativt smalle ejendom er en af Aarhus’ smukkeste, men man har i tidens løb valgt at frarøve ejendommen dets spir. Det ser halvfærdigt ud og er klart en æstetisk brøler!
Kystvejen 59 er endnu eksempel på en pragtbygning der mangler sit oprindelige spir. I stedet er der tilføjet en ekstra etage med vinduer på stedet for det gamle spir. Det er en katastrofal løsning set i et æstetisk øjemed. Mon ikke det er hensynet til et ekstra værelse med havudsigt der har gjort sig gældende? For løsningen er tydeligvis uden respekt for bygningens udseende. Heldigvis er der her mulighed for at spiret kan gendannes hvis man med tiden skulle komme på bedre tanker. I øvrigt katastrofalt med vinduer i den fine dekoration på venstre kvist – fuldstændig uden omtanke!
Endnu mere graverende ses det i, den engang så smukke, Rosenkrantzgade. Gaden var fyldt med flere iøjnefaldende spir på ejendommene Rosenkrantzgade 14 og 16. De er senere blevet fjernet. Det ville virkelig pynte med spir på ejendommene – især set fra strøget, hvor gadens forløb slanger sig nedad mod Rutebilstationen og Fredensgade.
Et af de sørgeligste eksempler på manglende tårne er nok det engang så prægtige Clemensborg på Skt. Clements Torv/Skt. Clemens Bro. Det skal nævnes at Clemensborg har været udsat for flere omfattende brande igennem tiden, som naturligvis har sat sit præg på det senere udseende. Bygningen er nok mest kendt for at være Jydsk Telefons hovedkvarter.
Et tårn eller et spir vil i langt de fleste tilfælde være et umiskendeligt vartegn for en bygning, og det kan derfor undre hvorfor man fravælger sådanne i nybyggerier. Det vil for en bygning i dag være en fin måde at skille sig ud fra mængden hvis man vælger at tilbygge et fremspring i facaden med et tårn, og det er da også set i visse modernistiske byggerier – dog er det sjældent særligt vellykket. Jeg er stadig ambivalent hvad angår Nordea-bygningen (1937) på Store Torv 1. Opførelsen medførte at den prægtige klassiske ejendom Klemenshus blev revet ned på selvsamme sted. Sådan en udskiftning vil altid påvirke mit tilhørsforhold til den efterfølgende bygning. River man en bygning ned, skal det der følger efter være en klasse over – også æstetisk!
Tårne og spir er dog kun en side af sagen. Udsmykninger (såvel som skorstene, altaner og andet) på adskillige aarhusianske bygninger er igennem tiderne blevet fjernet uden hensyntagen til den senere mangel på æstetik. Det ses eksempelvis tydeligt på Emilienborg ved Skolegade og Jomsborg på hjørnet af Dynkarken og Mindegade. Jomsborg er uden detaljer på sine kviste hvor der tidligere var kugler med spids, samt et gyldent sejlskib på den centrale kvist. Emilienborg har ligeledes fået fjernet facadedetaljer ved sin tagetage.
Bygninger uden sine oprindelige detaljer føles langt mindre imposante, og måske er det også et bevidst valg fra nogle ejendomsejere? En moderne selvforståelse hvor alt skal nedtones? For mig er der ingen tvivl om, at de fleste bygninger der oprindeligt har haft bygningsdetaljer – som ikke længere er synlige – er blevet udsat for en “legal” form for vandalisme.
