Arkitekturblog.com – Arkitektur Blog med nyheder og debat fra Aarhus og resten af landet.
Image default
Luftfoto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Thorkel Møllers prægtige Jomsborg er fortid, og nu truer højhusprojektet med at ødelægge mere kulturarv

Den storslåede etageejendom Jomsborg ved Europaplads (tidl. Dynkarken), er nu nedrevet. Det står klart efter at nedbrydningsfirmaet P-Olesen har været igang i en måneds tid på hjørnet af Europaplads og Mindegade. Her er den 5-etager høje bygning fra 1910 nu bukket under for bygningsinvestoren Finn Bach Petersens højhusplaner og byrådsflertallets manglende forståelse for værdien af at bevare betydningsfuld aarhusiansk bygnings- og kulturarv.

Foruden Jomsborg på Europaplads 6 / Mindegade 18 (matrikel 89), har nedbrydningsfirmaet haft fat i følgende bygninger:

  • Europaplads 8 – Den gamle Skibshandel (matrikel 86, 87 og 88)
  • Mindegade 12A og 12B (matrikel 82a)
  • Sidebygningen i Mindegade 10 (matrikel 94b)

Flere politikere har på skift afvist at kommentere, men en gang imellem kommer der alligevel et pip omkring nedrivningen af bygningerne ved Mindegade og Europaplads. Mest beskæmmende er den store uvidenhed og det store ukendskab til historie, identitet og æstetik der præger kommentarerne fra mange af byrådsflertallets politikere. Man kan på skift finde citater fra Bünyamin Simsek, Ango Winther, Steen Bording m.fl der på hovedrystende vis udviser naivitet overfor det kommende højhusprojekt og slet ikke viser forståelse for betydningen af at bevare de sidste rester af et sammenhængende kulturmiljø langs Mindegade og havnefronten ved Dynkarken.

Flere gange lyder argumentet fra politikerne, at der kommer til at flytte ufatteligt mange mennesker til Aarhus og derfor skal der bygges nyt og højt (og åbenbart også rives ned). Sagen er jo bare den, at Jomsborg i forvejen var en 5-etager høj bygning med erhverv i kælder/stueetagen og beboelse på de resterende etager. Det er et ganske standard antal etager, og eftersom området i lokalplanforslaget blev ønsket omdannet til erhvervsformål som kontorvirksomhed og liberale erhverv, så giver det jo ikke flere boliger til tilflyttere. Tværtimod. Håbløs argumentation.

Se bl.a. disse tåkrummende interviews med Ango Winther og Steen Bording. https://www.tv2ostjylland.dk/arkiv?date=2021-02-22&clip=c27d8bc3-a622-41c5-8648-6593151a073e

Jomsborg var efterhånden ikke i den bedste stand, men indehaveren havde jo heller ikke vedligeholdt bygningen! Den kunne være sat så fint i stand! Flere steder i større europæiske og nordamerikanske byer værner man om særlige og ikoniske bygninger. Min fornemmelse er, at bygherren her overhovedet ikke bekymrer sig om kulturarv, æstetik eller betydningen af bygningerne, men nærmere spekulerer i projektet som en investering – og ikke altså ikke som forbedring af forhold for beboere eller for byen. Projektet kommer til at dominere Mindegade og vil også komme til at påvirke bl.a. Hans Broges fredede købmandsgård i Mindegade 8, særligt da bygningen kommer til at grænse op til det lille, men prægtigt udførte vaskehus og toiletbygning (billede nedenfor). Det er vigtigt at denne bygning ikke bliver berørt af projektet ved siden af, da hele miljøet i den fredede Hans Broges Gård dermed vil blive forstyrret og ødelagt.

I baggården til Mindegade 10 arbejder arkæologer på at dokumentere forholdene på stedet hvor Finn Bach Petersen ønsker en parkeringkælder til sit højhusprojekt. Det ser ud til, at det desværre må gå ud over det nyeste fund, som lader til at være en overordentlig stor brønd fra den gamle Mindegades Kaserne der lå i området fra 1823-1873. Brønden ligger ved muren til Mindegade 8. Herudover består, hvad der må formodes at være resterne af, en af de gamle indgangsporte til kaserneområdet opmuret hen imod politistationen. Disse, i mine øjne, bevaringsværdige elementer og identitetsskabende rester burde bygherren inkorporere i sit projekt. Hvorfor ikke bevare og gøre den kommende bygning ekstra interessant i stedet for at destruere den fysiske historie og ødelægge fremtidige muligheder for at se hvad der har båret udviklingen og Aarhus hen imod det byen er i dag. Bygherren mener måske ikke at en brønd – formodentlig fra 1800-tallet – har den store værdi, men det er jeg ret sikker på at man i fremtiden vil synes. Brønden og de sidste murrester fortæller noget om kaserneområdets udseende og funktion. Fortsætter denne trend er vi godt på vej til at slette alle fortidens spor. Hvorfor kan bygherre ikke se vigtigheden af at bevare? Dette er ikke kun vigtigt for historikere og arkæologer, men også for byens borgere der skal bo og leve i en by der har værdifuld historie. Hvorfor så ikke bare bevare en lille del af det bestående for derved at styrke områdets identitet, enten ved at restaurere eller istandsætte, så man også fremover kan se og forstå områdets historie?

Det helt store spørgsmål her er nu, er om projektet kan holde sig inden for sine egne matrikler, og dermed ikke gå ind og berøre muren og vaskehuset i Mindegade 8 – det vil være endnu en kulturhistorisk katastrofe af dimensioner, såfremt dette tillades.

Nedrivning af Jomsborg (11-05-2021):


Kampestenskælderen ved Mindegade 12 (11-05-2021):


Brønd og murrester af Mindegades Kaserne i gården ved Mindegade 10 (11-05-2021):

Læs også

Aarhus: Det gyldne hus med den kurvede facade ved Vester Allé og Vesterbro Torv er nu næsten opført

Phillip Fangel

Aarhus: Immervad 3 med ny tagkonstruktion

Phillip Fangel

Aarhus: Biblioteksparken ved Vestergade er færdigbygget – og rædselsfuldt udefra.

Phillip Fangel

Skriv en kommentar

Vi bruger cookies for at forbedre dit besøg og vurdere brugen af de enkelte elementer. Ved at benytte hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. OK Læs mere

Cookie- og Privatlivspolitik