
På Langelandsgade 106 er en større etagebebyggelse endelig færdigbygget. Der har længe været stillads opstillet foran facaden på den op til 5-etager høje murstensbygning, men det er nu fjernet og den nye bygning er kommet til syne. Der er tale om byggeri i flere led langs Langelandsgade, hvor det nyeste byggeri begynder ved den “mørke murstensinfill” fulgt op af den 4-5 etager høje bygning udført i lyse mursten med fladt tag og flere tagterrasser. Det er JJ Ejendomme der står bag byggeriet af ejendommen med de 16 lejligheder, og det er Novus Tegnestue der har leveret tegningerne til projektet. JJ Ejendomme står også bag opførelsen af den lyse murstens ejendom Langelandsgade 108 fra 2017, der spiller fint sammen med den nye del af nr. 106 der har mørke mursten.
På stedet for det nye byggeri lå den gamle rødstensvilla “Villa Solbakken” fra 1892. Det var en fin villa med et væld af iøjnefaldende facadedetaljer. Det var ærgerligt at den måtte lade livet. Den var kategoriseret med en SAVE værdi på 4 (ud af 10), og var derfor bevaringsværdig, men alligevel godkendte et flertal i byrådet en afgørelse til fordel for nedrivning af villaen. River man ned, bør det der bygges være bedre på alle fronter. Her falder det nye byggeri særligt på facadeæstetikken når man sammenligner med “Villa Solbakkens” fine detaljer, men der er nu et eller andet ved den nye bygning jeg godt kan lide.
Til store dele af den nye bygning på Langelandsgade har man valgt en pæn lys mursten, og man har desuden gjort sig umage med murværket der udmærker sig med rigtig fine nutidige detaljer i murværket – det er ikke for meget, og det er ikke for lidt. Det markante facade fremspring i midten af den store lyse del af ejendommen bibringer noget dynamik ud mod Langelandsgade. De mørke vinduesrammer sammen med det mørke gelænder på de simple altaner bidrager tilmed til en anden type ro i facaden end hvis man ikke havde valgt den farvekombination. Som altid er det negativt at man ikke har valgt en form for taghældning, og jeg forstår ikke hvordan der kan gives tilladelse til endnu et fladt tag – endda langs en husrække der primært har skrånende tagformer. Der bliver talt meget om at bygninger skal tilpasse sig, men der er åbenbart undtagelser – særligt fra tagformer i nybyggeri.
Byggeriet har været kontroversielt fordi en bevaringsværdig villa blev nedrevet, men der var også en større polemik om antallet af etager, og det endte med at man blev nødt til at skære en etage af som kompromis. Den finte har vi vist set og hørt om flere gange efterfølgende. Havde man bibeholdt den ekstra etage fra den oprindelige plan havde jeg ikke klaget. Det gør ikke fra eller til fra min synsvinkel.
- Læs mere om sagen dengang, hos TV2 Østjylland her (02-02-2019): Historisk villa rives ned til fordel for nybyggeri
- Læs mere om sagen dengang hos Aarhus Stiftstidende her (31-01-2019): Flertal for nedrivning: Gammel villa må lade livet for nybyggeri
Nedenfor følger flere gallerier der følger udviklingen af byggeriet. Se nyeste billeder i nederste galleri
Langelandsgade 106 (06-04-2019):
Langelandsgade 106 (02-02-2020):
Langelandsgade 106 (08-08-2020):
Langelandsgade 106 (29-08-2020):
Langelandsgade 106 (01-11-2020):
Langelandsgade 106 (27-06-2021):